23948sdkhjf

Organisationer: Nye regler for Svanemærket skader regnskov

- Man risikerer, at man tager en masse træarter med, som er vidt udbredt i hele Latinamerika, siger regnskovsekspert.
Møbler, trægulve og skærebrætter lavet af tropisk træ kan ikke længere blive Svanemærket.

Nordisk Miljømærkning har ændret reglerne for Svanemærket.

Det betyder, at tropiske træarter, der er nævnt på naturorganisationens IUCN's liste over truede træarter, ikke kan få miljømærket. Det skriver Dansk Industris nyhedsmagasin, DI Business.

Listen er så omfattende, at også tropisk FSC-certificeret træ er omfattet.
FSC-certificeret træ kommer fra skove, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere.

Både naturorganisationen Verdens Skove og WWF Naturfonden stiller sig uforstående over for de nye regler.

Det siger biolog og regnskovsekspert Jens Holm Kanstrup, Verdens Skove.

- Man risikerer, at man tager en masse træarter med, som er vidt udbredt i hele Latinamerika. Derfor giver det ingen faglig mening at forbyde at bruge dem under Svanemærkets regler, siger Jens Holm Kanstrup til Ritzau.

- Det kan i den yderste konsekvens betyde, at skovejerne ikke kan sælge deres træer, som er ligeså almindelige, som egetræer og bøgetræer. I sidste instans kan det betyde, at det ikke længere er en god forretning at passe på skoven.

Også WWF Naturfonden finder reglerne bekymrende.

- Vi er nødt til at understøtte bæredygtig tropisk skovdrift, hvis vi som nordisk region ønsker at tage ansvar for udviklingen i disse områder.

- Det reviderede Svanemærke er desværre et skridt i den forkerte retning, siger Jacob Fjalland, som er international programchef, til DI Business.

I Nordisk Miljømærkning fastsættes kriterierne for Svanemærket. Kriteriumchef for Danmark Lisbeth Engel Hansen tager kritikken til efterretning.

- Vi har samlet vurderet, at vi af miljøhensyn og risikoen for tab af biodiversitet i tropiske regnskove er nødt til at have kriterier, der er mere vidtrækkende, siger Lisbeth Engel Hansen til DI Business.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093